Flødeboller – Peter Beier Chokolade vs Svaneke Chokoladeri

IMG_0761

Det er jo ingen hemmelighed, at jeg ELSKER chokolade og i løbet af sommeren har jeg testet en masse flødeboller for deres chokolades skyld – særligt på Bornholm prøvede jeg den ene flødebolle efter den anden. Jeg har fornylig fået en kollega til at købe Mocca flødeboller fra Svaneke Chokoladeri med hjem fra Bornholm fordi de bare er helt fantastiske. I går smagte jeg dog en Peter Beier Café Latte flødebolle, der giver Svaneke Chokoladeri kamp til stregen!

Jeg følger Peter Beier Chokolade på Instagram og han holdt Grand Opening af sin forretning på Falkoner Allé 43 på Frederiksberg efter at have ombygget butikken i et par dage. Det er den første Peter Beier Chokolade forretning og fra min tid på Frederiksberg, kan jeg huske, da butikken åbnede tilbage i 2000. Jeg har været forbi mange gange og købe hans 80% chokolade. Den smager himmelsk og er perfekt selskab til en god kop kaffe.

Men tilbage til flødebollerne. Som sagt åbnede Peter Beier butikken efter nogle dages ombygning og han havde udloddet 10 æsker af sine flødeboller til de første 10 kunder, der sagde Grand Opening. Skæbnen ville, at jeg var på Frederiksberg i andet ærinde og så måtte jeg da lige lægge vejen forbi. Jeg var faktisk den første kunde og det søde personale bød sammen med Peter Beier selv velkommen i butikken. Der var smagsprøver på flødebollerne, og selvom jeg har handlet i butikken mange gange, har jeg faktisk ikke smagt flødebollerne. Hold nu op, de er gode! Måske kan de i virkeligheden ikke sammenlignes med Svaneke Chokoladeris Mocca flødebolle, da det er en meget rustik flødebolle med en tyk, tyk chokoladeskal, hvor Peter Beiers flødebolle er æstetisk og nærmest smuk (ja, man er vel lidt chokoladenørdet!). Begge flødeboller smager dog FANTASTISK på hver deres måde.

IMG_0778

Jeg har ikke smagt alle Peter Beiers flødeboller endnu. De står køligt i soveværelset, hvor der er perfekt temperatur til opbevaring af chokolade, og skal indtages i løbet af efterårsferien og rigtig smages på. Jeg glæder mig allerede.

Men kig forbi Peter Beiers butikker og smag på hans flødeboller. Jeg lover dig, at du ikke bliver skuffet.

IMG_0762

 

Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com