Kæmpe Oreo

IMG_3692

I sidste holdt vi 8 års fødselsdag for Kristoffer. Han havde bestilt en kæmpe Oreokage, så Google blev konsulteret og jeg fandt den her hos madelskerne.dk. Den er supergod og ikke svær at lave, men er dog lidt tidskrævene, så det skal man lige være opmærksom på før, at man kaster sig ud i at lave kagen. Jeg har erstattet vaniljesukker med vaniljestænger. Se billedserie af fremstillingen af kagen efter opskriften.

Kagebundene (2 springforme på ca. 22 cm i diameter)
200 g mørk chokolade 70%
200 g smør
150 g mel
50 g kakao
1 tsk bagepulver
½ tsk salt
4 æg
275 g sukker
Kornene fra 1,5 vaniljestang

Tænd ovnen på 180 grader.

Smelt chokoladen langsomt i en tykbundet gryde. Rør smørret i, så den også smelter.

Flæk vaniljestængerne, skrab kornene ud med en skarp kniv og mas dem ud i lidt af sukkeret. Herefter piskes i en anden skål æg, sukker og vaniljesukker luftig. Det kan godt tage 5-10 minutter.

Pisk nu chokolade/smør-blandingen og de resterende ingredienser i.

Læg bagepapir i bunden af springformene og smør formen i siderne. Drys evt. med cacao, så kagen ikke hænger fast i kanten.

Hæld dejen i springformene og bag kagerne i 20-25 min. og lad dem efterfølgende køle helt ned. Tjek med en kødnål, at de er færdige. Det gør ikke noget, kagerne ikke er helt gennembagte, men der skal ikke hænge alt for meget på kødnålen.

Chokoladeovertræk
1½ dl piskefløde
150 g finthakket mørk chokolade
15 g smør

(Jeg var lidt uheldig med chokoladeovertrækket og jeg næste gang, jeg skal lave denne kage, vil jeg bruge opskriften på chokoladeovertræk fra Morten Heibergs Kaffemoussekage. Der er glukose i, som jeg tror forhindrer, at chokoladeovertrækket knækker).

Kog fløden op i en tykbundet gryde. Tag gryden fra varmen og hæld fløden i en skål, tilsæt chokoladen og rør, til den er smeltet. Rør herefter smørret i

Læg kagebundene på en rist med bagepapir under og hæld chokoladeovertrækket på over kagerne. Du kan evt. bruge en pensel til at fordele det, men bundene bliver ikke så pæne, som hvis du bare hælder overtrækket over

Når kagerne er overtrukket skulle der gerne være lidt chokoladeovertræk tilbage – skrab det evt. af bagepapiret. Dette puttes i en sprøjtepose, hvor der klippes et lille hul, så ’top’-kagebunden kan pyntes med OREO®-mønster.

Lad kagerne stå lidt inden, at du lægger dem sammen med cremen.

Oreocremen
150 g smør (stuetemperatur)
300 g flormelis
ca. 2 spsk mælk
Kornene fra 1,5 vaniljestang
1 knsp salt

Flæk vaniljestængerne, skrab kornene ud med en skarp kniv og mas dem ud i lidt af flormelis. Pisk smør og flormelis til luftigt – det tager 5-10 minutter, så jeg anbefaler at bruge en køkkemaskine. Kom vaniljesukkeret i smørblandingen og sørg for, at det bliver blandet godt. Tilsæt salt og mælken lidt ad gangen. Det er ikke sikkert, at du skal bruge alt mælken, så prøv dig lidt frem.

Så skal kagen lægges sammen. Find et fad frem og læg bunden på faddet. Herefter kommes Oreocremen ovenpå kagebunden. Jeg brugte en stor tylle til at fordel cremen på, men man kan sagtens gøre det i hånden. Når cremen er fordelt, lægges den øverste bund på og så er kagen færdig.

Opbevares i køleskab indtil den skal spises. Bør dog tages ud 1 times tid før, at den skal nydes, da den så når at tempereere lidt.

IMG_3633

Der kommes bagepapir i bunden af springformen, hvorefter den smøres i siderne og til sidst kan der drysses cacaopulver, hvis man ønsker det.

IMG_3651

IMG_3652

IMG_3654

IMG_3657

IMG_3662

Når dejen er fyldt i formen, kan man komme et vådt viskestykke rundt om formen, da det hjælper til med, at kagen hæver jævn.

IMG_3667

IMG_3675

IMG_3676

IMG_3674

Vend bundene med bunden i vejret, da det så bliver pænenere og lettere at overtrække jævnt

IMG_3683

IMG_3686

IMG_3687

IMG_3695

Frederik 5 år – 2 kager

IMG_0611

Endelig oprandt dagen, hvor Frederik skulle fejres af familie og venner. Vi havde 20 gæster til masser af kage. De, der har fulgt med her, ved, at jeg har forberedt kagerne i flere uger op til fødselsdagen. Jeg E L S K E R fødselsdage – både min egen, mine børns, min mands og kan også glædes meget ved familie, venner og kollegaers fødselsdage. Udover glade mennesker, er fødselsdage for mig ofte  lig med kage. Hvis vi inviterer til fødselsdagskage skal det naturligvis være en kage, som fødselsdagsbarnet enten selv har valgt eller været med til at bestemme designet på. Til Frederiks fødselsdag var der to forskellige kager. Frederik er rigtig glad for hyldeblomstsaft og med succes fra i sommer med de kager, hvori der indgik hyldeblomstmousse, blev vi enige om, at der skulle være en lagkage med lyse lagkagebunde med fyld af jordbærmousse og hyldeblomstmousse. Herudover bestilte han chokoladekage med Oreofyld.

Som forberedelse til kager, hvor der dels skal være tid til, at mousser  skal køles af og smørcremer skal blive faste samt, at kagerne skal have tid til at ‘sætte sig’, laver jeg altid en tidsplan. Jeg gør det dels for at sikre mig, at jeg husker alle de forskellige trin, men også for at jeg får et overblik over processen og ikke går i panik og stresser fordi jeg bliver presset på tid. Når det så er sagt, så ender det næsten altid med, at det tager mig lidt længere tid end først beregnet, men jeg nyder at stå i køkkenet og glædes ved det, jeg er ved at frembringe, så det gør ikke så meget.

Denne gang så min plan således ud – vi skulle holde fødselsdagen en lørdag:

En uges tid i forvejen
Jeg bagte de lyse lagkagebunde en uges tid i forvejen og frøs ned, så jeg ikke stod med al bagningen og forberedelse i dagene op til. Inden, at bundene blev lagt i fryseren, skar jeg bundene til ved at måle afstanden 8 steder rundt på kagen, hvor jeg satte tandstikker/partypinde ind i kagen for at få bundene lige tykke og skar så med en savtakket brødkniv. Det fungerede ganske godt. Jeg har også set nogen bruge tandtråd til at skære igennem kagen ved at hvile det på tandstikkerne og så trække tråden igennem. Personligt ville jeg nok bruge fiskesnøre frem for tandtråd.

Jeg dryssede en smule sukker på bundene og lagde bagepapir imellem før, at jeg frøs dem ned.

Portionen, jeg linker til, passer til en kage på 24 cm i diameter, så jeg gangede portionen med 1,2 for at få den til at passe til en kage på 26 cm i diameter. Ønsker man tyndere bunde behøver man ikke at gange portionen op.

IMG_0493

Torsdag
Jeg forberedte hyldeblomstmoussen og satte den i køleskabet til næste dag. Portionen passer fint til en kage med en diameter på 26 cm.

De lyse bunde blev taget ud af fryseren, så de var klar og tøet helt op og uden kondens, når jeg skulle lægge kagen sammen om fredagen.

Chokoladekagerne til Oreokagen blev også bagt torsdag aften. Jeg brugte opskriften på den Intense Chokoladekage og også her ville jeg lave en kage på 26 cm i diameter, og da opskriften er til en bradepande på 20×30 cm måtte jeg her gange med 0,8 for at få de rette mængder. Jeg bagte tre bunde og det viste sig at være mere end rigeligt, så en anden gang vil jeg nok kun bage 2 bunde. Kagerne blev taget ud af formene, da de havde stået i 10 minutter, og lagt ovenpå hinanden med bagepapir imellem og i en stor frysepose. Herefter kom de i køleskabet til dagen efter. De sætter sig rigtig godt på den måde og bliver dejligt svampede.

Fredag
Meget af dagen ville komme til at foregå i køkkenet. Det første, jeg gik i gang, med var jordbærmoussen. Den bestod af frosne jordbær denne gang, da jordbærsæsonen er overstået for i år. Jeg lavede dobbeltportion af jordbærmoussen, idet jeg syntes, at der var for lidt i kagen i sommers. Herefter blev hyldeblomstmoussen pisket op. Da mousserne var klar lagde jeg den lyse kage sammen. På toppen af kagen smurte jeg jordbærmousse. Jeg burde have ladet jordbærmoussen have sat sig i nogle timer inden, for den var svær at smøre ud og laget blev lige tyndt nok, men så husker jeg det næste gang. Kagen blev sat i køleskabet, så den kunne sætte sig næste til formiddag, hvor den skulle pyntes.

Så var det tid til Oreochokoladekagen. Jeg startede med at gøre Oreo’erne klar til at komme i Cream Cheese Frostingen. Jeg lavede 3 dobbelt portion, men kunne godt have nøjes med dobbelt portion! Oreo’erne blev skilt ad, cremen skrabede jeg af og gemte til blande i frostningen og kiksene blev hakket i grove stykker med en savtakket brødkniv. Jeg tog de grove stykker og lagde op i en skål og alt det fine smulder fra kiksene gemte jeg til pynt. Jeg hakkede desuden 16 enkelte kiks til pulver i en minihakker, som jeg skulle bruge til pynt. Også her blev der riiiigeligt, så man vil nok kunne nøjes med knuse 8-10 kiks.

IMG_0508

Jeg vendte forsigtigt de store stykker Oreos i således, at jeg så vidt muligt bevarede den hvide farve.

Jeg gjorde chokoladebundende klar, så Oreokagen kunne blive lagt sammen. Den nederste bund blev lagt på et fad med en kagering og kageplast. Herefter lagde jeg forsigtigt et lag cream cheese frosting på den chokoladebunden igen uden at rode for meget rundt med det, så den hvide farve blev bevaret. Herpå lagde jeg endnu en chokoladebund og et lag cream cheese frosting og toppede med den sidste chokoladebund. Kagen blev ret høj, men det gjorde nu ikke noget. Jeg pakkede kagen godt ind i husholdningsfilm, så den kunne sætte sig til næste dag. Resten af cream cheese frostingen kom i køleskabet, da den skulle smøres udvendigt på kagen næste dag.

Set i bakspejlet skulle jeg have komme cream cheese frostingen på toppen inden, at jeg satte kagen i køleskabet, for næste dag, da jeg smurte cream cheese frostingen ud, kunen jeg ikke undgå, at den blev blandet lidt mere sammen, og den var ikke så fin hvid mere. Nå, men så var jeg den erfaring rigere.

Lørdag
Jeg startede med Oreokagen, som blev taget ud af kagering og befriet for kageplast. Jeg smurte cream cheese frostingen på kanten og toppen.

IMG_0524

Herefter pyntede jeg toppen med nogle af de knuste Oreos. Se billedet herunder. Jeg havde skåret et femtal og ‘Frederik’ ud i et stykke papir, som jeg lagde over kagen, og så var det nemt at drysse de knuste Oreos i tal og bogstaver. Jeg er ret godt tilfreds med resultatet. Selvom det nu havde set endnu finere ud, hvis cream cheese frostingen havde været lidt hvidere.

IMG_0527

Til sidst kom jeg de resterende knuste Oreos på siderne af Oreokagen. Man kan ikke undgå, at der falder en masse ved siden af og ned på fadet. Jeg børstede det overskydne på fadet væk med en lille bagepensel og satte mini Oreos rundt i kanten på toppen af kagen. De kan godt være lidt svære at få fat i, men jeg fandt dem i en større bland-selv-slik butik.

Kagen blev sat i køleskabet og var klar til servering.

Herefter var det den lyse kages tur til at blive pyntet.

Jeg startede med at høvle den hvide chokolade i spåner ved at trække en kødkniv over chokoladeblokken. Jeg havde en blok  med 200 gram hvid chokolade og jeg brugte vel 60-80 gram chokolade til pynt. Den høvlede chokolade satte jeg til side og herefter smurte jeg kagens sider op med en vaniljesmørcreme. Smørcremen kan også bruges som topping på cupcakes. Den er utrolig lækker. Jeg bruger altid usaltet smør, da jeg synes, at det smager bedre.

Vanijlesmørcreme (fra Hummingbird Bakery)
250 g flormelis
80 g usaltet smør
25 ml mælk
et par dråber vanilje ekstrakt

Pisk flormelis og usaltet smør med en håndmixer eller på en køkkemaskine med “paddle” mixeren på medium-slow hastighed indtil blandingen er godt samlet. Skru ned til lav hastighed. Bland vanilje ekstrakt i mælken og kom mælken i smørblanden lidt ad gangen. Når al mælken er blandet godt sammen med smørblandingen, skrues der godt op for hastigheden og herefter piskes blandingen i mindst 5 minutter, så smørcremen bliver let og luftig.
Da kagen var smurt op, var det tid til lave overtræksmarcipan.

Overtræksmarcipan
200 g ren rå marcipan
100 g flormelis
ca. 25 g glukose sirup

Alle ingredienser æltes sammen til en ensartet masse i røremaskinen.

(Overtræksmarcipan opbevares i en tillukket plasticpose ved stuetemperatur indtil den skal anvendes, dog max. en uge.)

Det er første gang, jeg har forsøgt mig med overtræksmarcipan, men det var ikke så svært at arbejde med (som frygtet). Jeg erfarede, at det vigtige er, at man sørger for at have godt med flormelis under marcipanen, når man ruller den ud. Herudover er det vigtigt, at kagen er smurt jævnt op på siderne. Det gør man ved at smøre smørcremen op på kanterne 2-3 gange og skrabe godt mellem hvert lag – det husker jeg til næste gang. Det er desuden vigtigt at få målt op, hvor lang marcipanen skal være, så den kan nå hele vejen rundt om kagen. Det skal være længere end man regner med.

Med marcipanen placeret rundt om kagen, kom jeg den sidste pynt ovenpå. Jeg sprøjtede små rosetter af flødeskum rundt i kanten, og placerede et jordbær på hver roset. Al den høvlede hvide chokolade blev lagt i midten. Den lyse kage blev sat i køleskabet og så var begge kager klar til servering.

Kagerne blev taget ud ca. en halv time før, at de skulle serveres, så de ikke var helt køleskabskolde, når de skulle spises. Det gør, at smagen fremhæves lidt.

IMG_0518

Begge kager klar til servering.

IMG_0551

Fødselsaren var rigtig glad for kagerne og nød at blive fejret.

Mor og Frederik Kage

Snittet i den lyse kage

IMG_0603

Snittet i Oreokagen

IMG_0598

Test af Oreo Frostings og Chokoladekage

IMG_2110

Øverst intens chokoladekage. Nederst Nigella’s Devil’s Food Cake. Begge kager med hhv. Oreo Frosting og Cream Cheese Frosting

Frederik har snart fødselsdag (5 år) og han har bestilt en chokoladekage. Han elsker Oreos, så vi er blevet enige om, at han skal have en Oreo Chokoladekage. Jeg har Googlet diverse opskrifter og fandt, efter meget research og lidt erfaring med egne kager, frem til to kager og kombinationer, som jeg ville teste af. Jeg har jo tidligere bagt Oreo cupcakes, hvor der var Oreo Cream Cheese frosting på, men jeg var nysgerrig på, hvordan det ville smage med en Oreo Frosting baseret på en smørcreme. Jeg besluttede mig også for at teste de to slags frosting med to forskellige chokoladekager. Den ene chokoladekage er den med meget intens chokoladesmag, som jeg næsten altid vender tilbage til og så Nigella’s Devil’s Food Cake. Jeg har ikke prøvet at bage Devil’s Food Cake før, men er faldet over opskriften mange gange og har altid syntes, at den lød super lækker, så nu skulle det være.

Jeg bagte begge chokoladekager i 13 cm springforme, da der bare skulle være nok til, at jeg og familien kunne smage kagerne med hver sin frosting.

Jeg havde besluttet at komme grofthakket Oreos i begge chokoladekagerne og i begge kagerne “steg” Oreos’ne til vejrs og lå i toppen af dejen, så jeg besluttede allerede dér, at uanset hvilken kage, jeg endte med, så ville jeg ikke komme Oreos i selve dejen.

De to kager blev lagt sammen med hhv. Oreo Frosting og Oreo Cheese Creme Frosting. Herefter fik kagerne lov til at stå i køleskabet til næste dag og så var det tid til at smage og bedømme begge kagerne. De blev tage ud en halv times tid før, at vi skulle spise dem for at temperere lidt, så de ikke var iskolde, når vi skulle spise dem.

Der var slet ingen tvivl om, hvad vi alle fire foretrak. Det var helt klart den Intense Chokoladekage. Nigella’s Devil’s Food Cake var en smule tør – man kan nærmest set det på billedet – det er den nederste kage. Dommen over fyldet var også klar. Cream Cheese Frostingen var bedst sammen med chokoladekagen. Oreo Frostingen baseret på smør var for sød og blev hurtig vammel, så den blev valgt fra.

Summa Summarum: Frederiks fødselsdagskage bliver den Intense Chokoladekage med Cream Cheese Frosting. Uhmmm, jeg glæder mig allerede.

I får lige opskrifterne på de to frostings.

Cream Cheese frosting
300 g flormelis
50 g usaltet blødt smør
125 g kold cream cheese fx Philadelphia – det må IKKE være light!
8-10 Oreos til frostingen samt Oreos til at pynte med (kvarte eller halve, som du synes)

Del de 8 Oreo kiks, så cremen og kiksene er separat.

Knus kiksene til grove stykker.

Pisk Oreo cremen, flormelis og smør i en røremaskine med spartel (eller med en alm. håndmixer) på medium hastighed indtil flormelis og smør er godt blandet.

Tilsæt cream cheese og de knuste kiks på én gang og pisk indtil cream cheese er helt blandet med flormelis og smør. Skru op og til Medium-High hastighed og pisk indtil frostingen er let og luftig – det tager ca. 5 min. Pas på ikke at overpiske, da du kan risikere, at frostingen bliver flydende og så er du nødt til at smide det ud og starte forfra.

Oreo Frosting (smørcreme)
65 gram saltet smør – stue temperatur
65 gram usaltet smør – stue temperatur
1 tsk vanilje ekstrakt
340 gram flormelis
1-2 spsk iskold mælk
10-15 knuste Oreos

Pisk de to slags smør sammen og tilsæt vanilje ekstrakten. Tilsæt herefter flomelis lidt ad gangen. Når al flormelis er rørt sammen med smørret, piskes blanding luftig, det tager ca. 4-5 minutter. Herefter tilsættes den iskolde mælk, start med 1 spsk og vurdér herefter, om den rette konsistens er nået før, at du tilsætter mere mælk.

Når du har nået den rette konsistens, vendes de knuste Oreos i blandingen og herefter kan den smøres på kagen.

Oreo Cupcakes

Ingredienser – kagerne
(12 stk store cupcakes eller ca. 18 stk alm. str.)

100 g mel
20 g cacao
140 g sukker
1 ½ tsk bagepulver
En knivspids salt
40 g usaltet blødt smør (hvis du udelader saltet ovenfor, kan du bruge alm. saltet smør)
120 ml mælk
1 æg
¼ tsk vanilie extrakt
12 Oreos  – kagerne kan enten lægges hele i formene eller grovhakkes og blandes i dejen

Metal muffinform

Tænd ovnen på 170 grader.

Kom mel, kakaopulver, sukker bagepulver, salt og smør i en røremaskine med en flad spartel, og pisk ved lav hastighed, til det har en sandet konsistens.

Pisk mælk, æg og vanilje i en kande, og hæld langsomt ca. halvdelen i melblandingen. Rør det sammen, og skru piskeren til høj hastighed for at fjerne evt. klumper.

Skru piskeren ned, og hæld langsomt resten af mælkeblandingen i. Pisk lidt endnu, til dejen tykner lidt.

Hvis du har valgt at grovhakke Oreos skal de blandes i dejen nu. Fyld herefter dejen i formene, så de er fyldt 2/3 del op. Bag herefter kagerne i den forvarmede ovn i ca. 20 min.

Hvis du har valgt at komme en hel Oreo i formen, starter du med at fylde lidt dej i formene, placér herefter en Oreo i hver form, dæk til med dej, til formen er fyldt 2/3 dele op, og bag dem i den forvarmede ovn i ca. 20 min

Lad kagerne køle helt af inden, at du kommer frosting på.

Cream Cheese frosting
300 g flormelis
50 g usaltet blødt smør
125 g kold cream cheese fx Philadelphia – det må IKKE være light!
8-10 Oreos til frostingen samt Oreos til at pynte med (kvarte eller halve, som du synes)

Del de 8 Oreo kiks, så cremen og kiksene er separat.

Blend kiksene til fint mel.

Pisk Oreo cremen, flormelis og smør i en røremaskine med spartel (eller med en alm. håndmixer) på medium hastighed indtil flormelis og smør er godt blandet.

Tilsæt cream cheese og de fintblendede kiks på én gang og pisk indtil cream cheese er helt blandet med flormelis og smør. Skru op og til Medium-High hastighed og pisk indtil frostingen er let og luftig – det tager ca. 5 min.

Pynt dine afkølede cupcakes med frostingen og top dem med en halv eller kvart Oreo.

Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com