Hjemmebagte fastelavnsboller – Valdemarsro.dk opskrift

IMG_2003

Så blev det søndag og tid til at prøve Valdemarsro.dk’s opskrift på fastelavnsboller. Og jeg blev ikke skuffet. De var himmelske, så jeg er sikker på, at de også skal bages til næste år og til næste år og til næste år…. Vi tog fastelavnsbollerne med til fastelavnsfesten på vejen, hvor otte børn gav den gas med at slå Katten af Tønden. Kristoffer og Frederik blev hhv. Kattekonge og Kattedronning, så der var stor jubel. Det var en fornøjelse at høre naboerne højlydt nyde fastelavnsbollerne og de sidste to fastelavnsboller fik et par børn, da de kom og raslede ved døren. De så bestemt også godt tilfredse ud. Nu er drengene puttet og jeg tænker tilbage på en rigtig dejlig fastelavns søndag.

Her får I opskriften, som altså er hentet hos Valdemarsro.dk.

Dej (20 stk)
2,25 dl mælk
3 æg
150 g smør
75 g sukker
1,5 dl grahamsmel, eller groft ølandshvede
8-9 dl hvedemel, måske en smule mere
40 g gær
1,5 vaniljestang, kornene herfra
1,5 tsk kardemomme
¾ tsk salt

Remonce
150 g sukker
150 g marcipan
150 g smør
1,5 tsk kanel (kan udelades, hvis man ikke er til kanel)

Creme
1,5 vaniljestang, kornene herfra
1,5 æg
30 g sukker
3 spsk. Maizenamel
3,75 dl mælk
100 g hakkede smuttede mandler (kan udelades, hvis man har børn, der ikke er så pjattede med mandler/nødder)
40 g hakkede usaltede pistacie kerner (kan udelades, hvis man har børn, der ikke er så pjattede med mandler/nødder)

Glasur og pynt
Flormelis
Lidt koldt vand
Kakao, usødet
Evt. sort pastafarve til RI
Chokoladeknapper eller anden pynt

Pynt: chokoladeknapper og usaltede pistaciekerner

Dejen
Mælken lunes i en gryde, til det er omkring 40-45 grader varmt. Tag gryden af varmen og rør smørret i mælken. Når smørret er smeltet, så smulres gær i og rør rundt. Ølandshveden blandes i en skål med vanilje (knus vaniljekornene sammen med 1 spsk sukker for at frigøre vaniljekornene), sukker, salt og kardemomme. Tilsæt de to æg og de tørre ingredienser i gryden. Rør godt rundt. Tilsæt derefter hvedemel, lidt efter lidt. Ælt dejen godt på bordpladen i omkring 5 minutter. Dejen skal være smidig og blød uden at klistre til hænderne. Lad dejen hæve i en skål med et rent viskestykke over i 30-45 minutter.

Creme (kan evt. laves dagen før)
Pisk æg, sukker, maizena og vanilje godt sammen i en skål. Varm mælken i en gryde til omkring 60 grader og hæld den over i æggeblandingen i skålen. Rør sammen og hæld blandingen af æg og mælk tilbage i gryden. Pisk med et piskeris, mens blandingen varmes op og cremen bliver tyk og perfekt i konsistensen. Vend derefter de hakkede pistaciekerner og mandler i og lad cremen køle af.

Hvis du laver cremen dagen før, så sørg for at dække den til med husholdningsfilm helt tæt på cremen, så der ikke dannes skind. Sæt cremen i køleskabet indtil du skal bruge den.

Remonce
Ælt sukker og marcipan sammen, pisk derefter hurtigt smør og kanel i med en elpisker, det må endelig ikke overpiskes.

Form fastelavnsbollerne
Når dejen har hævet, så rulles den ud i en stor firkant, lidt under ½ cm tykt, og skæres ud i firkanter a ca. 15×15 cm. På hver firkant lægges 1 spsk. remonce og 1 spsk. creme. Fold hjørnerne af dejen ind over fyldet og klem dejen godt sammen i samlingerne, så der ikke er nogen steder hvor fyldet kan løbe ud. Læg dem på en bagepladen med bagepapir og samlingen nedad.

IMG_1989

Lad fastelavnsbollerne hæve igen i omkring 30-45 minutter under et rent viskestykke. Når de er hævet færdigt, pensles med mælk og så sættes fastelavnsbollerne i en 175 grader varm ovn, bages i omkring 15-20 minutter.

IMG_1995

Lad fastelavnsbollerne køle lidt af på en rist og pisk imens en tyk hvid glasur. Pynt med glasur og anden pynt afhængig af, hvilket udtryk du ønsker fastelavnsbollerne skal have. Jeg valgte at tegne små katte med RI, der var blandet op med lidt usødet kakao og sort pastafarve.

Fastelavnsbollerne smager bedst, når de er helt friske. Nogen foretrækker dem lune, men jeg foretrækker dem faktisk, når de er kølet næsten helt af, for så synes jeg, at remonce og cremen kom bedst til sin ret.

Skriv et svar