Blondies med hakket Caribe 66% chokolade

IMG_0483

Det startede egentlig med, at vi skulle bruge en hvid chokoladecreme til Bedstefars Skæg kage, men så endte vi med at komme syltetøj og lemoncurd i Bedstefars Skæg kage, og så stod jeg tilbage med den hvide chokoladecreme. Og hvad finder man så på? Jeg har flere gange læst en opskrift på Blondies – altså en hvid Brownie, så med nogenlunde de samme ingredienser, måtte den hvide chokoladecreme, som egentlig er en nutella, kunne bruges til Blondies. Der var ikke lang fra tanke til handling, så søndag morgen blev der bagt Blondies efter denne opskrift. Jeg er blevet inspireret af Anne au Chocolats Blondies opskrift, men da jeg ikke havde nogen appelsiner i huset, valgte jeg i stedet at tilføje den mørke chokolade for at komplimentere den til forholdsvis søde hvide chokolade. Det fungerede rigtig godt i forhold til mine smagsløg. Jeg kunne dog godt finde på at tilføje appelsinskal næste gang, jeg bager efter denne opskrift, da det giver kagen en frisk smag.

Ingredienser
1,5 dl piskefløde
150 g hvid chokolade – jeg brugte Valrhona Ivorie 35%
150 g smør
100 g hasselnødder
100 g mørk chokolade – jeg brugte Valrhona Caribe 66%
3 æg
175 g sukker
125 g mel
1/4 tsk salt
1/4 tsk bagepulver

Rist hasselnødderne i ovnen ved 160 grader i ca. 10 min. Gnid skallerne af i et viskestykke og afkøl dem let. Tag halvdelen og blend dem til, at konsistensen er nærmest “flydende”.

Hak den hvide chokolade og læg den i en skål.

Varm fløden op i en lille gryde til den når kogepunktet og hæld den herefter over chokoladen i skålen. Rør rundt og tilsæt smørret, som skal være skåret i mindre stykker. Rør godt, indtil chokolade og smør er smeltet og blandingen er blank og homogen. Rør herefter de blendede hasselnødder i. Stil blandingen til side.

Hak den mørke chokolade og hasselnødderne i grove stykker. Stil til side.

Pisk æg og sukker luftigt – dog uden at piske for meget. Kom mel, salt og bagepulver i dejen og pisk kort til det er akkurat blandet med æg og sukker. Vend den mørke chokolade og de hakkede nødder i. Pas på ikke at røre for meget, når den mørke chokolade kommer i, så du bevarer den fine lyse farve på dejen.

IMG_0468

Kommes i en firkantet form (22 x 22 cm) foret med bagepapir.

Bages ved 180 grader (varmluft) i 20-25 min.

Som med alle brownies har kagen godt at af sætte sig, så sæt den gerne i køleskabet en dag eller to – hvis du altså kan vente med at sætte tænderne i den.

 

Skriv et svar