Sommerlagkage med jordbær- og hyldeblomstmousse

IMG_1479

Jeg har længe villet lave en sommerlagkage med jordbær- og hyldeblomstmousse. Efter vores tur til Rokkedyssegaard i sommerferien havde vi masser af jordbær til jordbærmoussen, så nu skulle det være.

Jeg ville også eksperimentere lidt med bundende for at se, om min yndlingsopskrift på en browniebund (Meyers brownies) passede til den her slags kage. Brownie bunden er fantastisk sammen med friske jordbær og en lækker vanilieis, men jeg måtte efterfølgende konstatere, at den ikke fungerede helt så godt sammen med jordbær- og hyldeblomstmousse. Chokoladen er simpelthen for bitter sammen med hyldeblomstmoussen. Måske kan den fungere med en hvid chokolade brownie – en såkaldt blondie.

Jeg vælger dog her at gengive min opskrift på kagen fuldstændig, som jeg lavede den, og så vil jeg lade det være op til dig, om du vælger denne version eller laver din egen version. Næste gang jeg skal lave en jordbær-hyldeblomstmousse kage, bliver det med almindelige lyse lagkagebunde.

Kagen kræver lidt tid, da den som de fleste lagkager skal have lov til at “sætte sig”, så start nogle dage før, at kagen skal spises – dvs. skal den spises fredag, skal du starte onsdag, så der er også er tid til, at kagen sætter sig.

Opskriften er beregnet til en springform på 24 cm.

Dag 1
– Bag browniebunden
– Hyldeblomstmoussen gøres klar

Browniebund (Claus Meyers opskrift)
150 g Valrhona Guanaja 70% mørk chokolade
80 g smør
3 mellemstore æg
230 g sukker
40 g hvedemel
1/8 tsk. bagepulver
1/8 tsk. havsalt
1,5 spsk. Valrhona kakaopulver

Forvarm ovnen til 170° (alm. ovn). Hak chokoladen groft, og kom den i en skål, og smelt den sammen med smørret over vandbad. Pisk æg og sukker sammen – ikke for luftigt – og rør den smeltede chokolade-smør-blanding i æggene med en gummidejskraber. Sigt mel, bagepulver, salt og kakao i, og rør dejen godt igennem. Hæld dejen til brownies i formen, som du forinden har beklædt med bagepapir.

Bag browniebunden i ca. 25 minutter – den skal, som de fleste chokoladekager, tages ud, mens den er lettere ubagt i midten – dvs. når du stikker en strikkepind i kagen, skal der hænge lidt dej fast på den. Afkøl den nybagte browniebund i formen.

Hyldeblomstmousse
8 plader husblas
4 pasteuriserede æg
250 g sukker
3 dl koncentreret hyldeblomstsaft (stuetemperatur)
½ l piskefløde

Læg husblas i blød i koldt vand.

Pisk æg og sukker meget stift. Pisk 2½ dl hyldeblomstsaft i ved lav hastighed.

Varm forsigtig husblas i en gryde – det må IKKE koge – og hæld ½ dl hyldeblomst saft ved. Når husblassen er opløst og saften er godt varm (man skal næsten brænde sig), piskes det ved lav hastighed sammen med æg- og sukkerblandingen. Sættes på køl nogle timer eller natten over. Moussen laves færdig lige før, at kagen lægges sammen.

Dag 2
– Lagkagebunde bages (kan også bages på dag 1)
– Jordbærmoussen laves klar
– Hyldeblomstmoussen laves færdig
– Kagen lægges sammen

Lagkagebunde
4 æg
100 g flormelis
65 g hvedemel
65 g maizena
1 tsk bagepulver

Skil æggene, så hviderne og blommerne er hver for sig. Pisk æggehviderne stive i en ren tør skål. Pisk derefter i en anden skål æggeblommer med flormelis til massen er lys og luftig – det tager ca. 5 minutter med en elpisker. Bland hvedemel, maizena og bagepulver sammen og pisk det hurtigt i æggemassen. Pisk ca. 1 dl af de stiftpiskede æggehvider i massen før, at resten af æggehviderne vendes i dejen med en dejskraber, så dejen bliver luftig.

Tag et stykke bagepapir og tegn en cirkel med blyant i den størrelse, kagen har, på bagepapiret. Vend bagepapiret om og smør cirklen med lidt fedtstof. Fordel halvdelen af dejen på bagepapiret, så det dækker cirklen. Dejen hæver i ovnen så fortvivl ikke, hvis dejen virker lidt tynd. Benyt samme fremgangsmåde med den sidste halvdel af dejen.

Bag bunden i ca. 8 minutter ved 225 grader i en forvarmet ovn. Hold øje med bunden og bliver den for mørk, kan der lægges stanniol over. Lad bunden køle af, før bagepapiret fjernes.

En god opskrift på jordbærmousse
Jeg googlede efter en god opskrift og faldt over den her, som jeg dog har justeret lidt til, idet jeg synes, at der er behov for ekstra husblas, da moussen ikke var helt så fast, som jeg ønskede mig.

Jordbærmousse
8 blade husblas
500 g jordbær
2 vaniliestænger
75 g sukker
1 spsk citronsaft
3 dl piskefløde

Husblas lægges i blød i koldt vand i 15-20 minutter.

Jordbær, vaniljekorn, sukker og citronsaft kommes i en gryde, varmes langsomt op og koger igennem nogle minutter til jordbærrene er møre. Giv dem en kort tur med stavblenderen.

Tag gryden fra varmen og rør den udblødte husblas i. Hæld i en skål og lad køle ned til lun (temp. på babys badevand) – det kan godt tage lidt tid, men vær sikker på, at jordbærrene ikke er for varme, når flødeskummet blandes i.

Pisk fløden til blødt skum. Rør 1/4 af flødeskummet i jordbærrene. Rør bare godt til.

Nu hældes blandingen op i resten af flødeskummet og vendes sammen. Det er en smagssag, hvor meget flødeskum, der skal i jordbærene, så smag dig frem.

Hyldblomstmoussen – sidste trin
Pisk fløden meget stiv (dog uden, at den bliver grynet). Pisk hyldeblomst moussen. Bland begge dele sammen og pisk til moussen er helt opløst og du har en cremet konsistens.

Kagen samles
Læg browniebunden på et fad, og brug enten ringen fra springformen til at støbe kagen i eller brug en justerbar kagering. Jeg foretrækker en kagering, der det er lettere at få den til at slutte tæt om kagen.

Læg et stykke bageplast eller et stykke bagepapir i ringen. Hvis man ikke har bageplast, kan man fore med et stykke bagepapir i kanten. Man kan sagtens løsne moussen med en kniv, hvis man ikke kommer noget i formen, men man kan risikere, at metallet giver afsmag til moussen, så det er bedst at fore formen.

Halver de jordbær, der skal stå i kanten af hyldeblomstmoussen, så de er klar, når du samler kagen. Sæt jordbærene i kanten på browniebunden.

IMG_1473

Fordel hyldeblomstmoussen på browniebunden. Det kræver lidt fingersnilde at sikre, at jordbærene bliver stående, men de kan ligesom “klistres” fast på kageplasten, så det er lettere at styre.

Herefter lægges en lys lagkagebund og der fyldes op med jordbærmousse – gem en smule til den øverste bund. Øverst lægges en lys lagkagebund og der smøres et tyndt lag på toppen. Kagen dækkes med husholdningsfilm og sættes på køl til servering – gerne til næste dag, så den kan nå at sætte sig.

Lige inden servering pyntes med jordbær.

Hyldeblomst-jordbærlagkage

Skriv et svar